En lille historie om næstekærlighed
Denne historie er skrevet en uge efter Emmalia stoppede på sin friskole i efteråret 2022. Det var en virkelig svær tid, både som Emmalia og som mor til Emmalia. Men så findes der bare mennesker der forstår at røre ens hjerte, selvom man ikek engang ved hvad de hedder.
“Jeg har skrevet 5 versioner af den her historie. Hver gang er historien blevet blytung, ikke til at holde ud og politisk. 3 ting jeg overhovedet ikke orker pt. Men så tog jeg med min datter i Netto i dag, og NU kan jeg skrive historien sådan som den skal skrives. Takket være verdens bedste Netto-medarbejder.
Mine børn insisterer på at hvis jeg klæder mig ud som Voldemort i dag, så bliver jeg den BEDSTE Voldemort i hele verden. Jeg tager det udelukkende som et kompliment, så derfor er jeg nu gået all-in på et SU-venligt hjemmelavet Voldemort kostume. Det krævede en tur i Netto, da de har sorte affaldssække til 11 kroner, og det passer perfekt ind i mit budget.
Vi kommer tit i Netto. Den er rodet og der er altid mange mennesker, men på en eller anden måde lykkes det dem, i hvert fald i den her Netto, at få ansat nogle ildsjæle med personlighed, der gør at jeg altid gerne vil handle derinde. Det kommer selvfølgelig også an på hvordan man møder sin Netto, men jeg er enlig mor til 2 små piger, og vi kommer altid med god energi (hvis jeg selv skal sige det).
Min datter og jeg finder de varer vi skal have, og jeg finder affaldssækkene, så jeg kan blive VERDENS BEDSTE Voldemort i aften. Der er kun en meget lille kø ved kasse, og jeg øjner hende den søde kassedame som altid snakker med mine piger, laver hånd tegn og bare gør en kedelig indkøbstur til en lille fest. Men i dag gjorde hun noget så jeg forlod Netto med tårer i øjnene.
Min datter havde sneget to stykker Kinder mælkechokolade op på båndet. Tak til Netto’s A-placering af chokolade, med venlig hilsen ALLE forældre i verden. Nettodamen kiggede på os, vurderede at der nok ikke lige kom en kø de næste minutter, og så inviterede hun min datter over og scanne. Emmalia lyste fuldstændig op, og drønede om bag kassen og satte sig klar til at scanne. Og så havde Nettodamen ellers min datter i kasse-praktik, og Emmalia scannede løs, og Nettodamen rettede hvis der lige blev scannet en vare for meget ind. Normalt er jeg kvitterings-nazist, og vil have hver øre der er slået forkert ind retur, men i dag kunne hun have taget dobbelt op på det hele, hun havde aldrig hørt et ord for det.
Bip. Og den her?
Bip Bip.
Og så lige den her. Bip … Bip … Bip.
Emmalia scannede ALLE varer, og Nettodamen hjalp med at taste rødkålen ind manuelt. Da de var færdige sagde Nettodamen ”og så må du sige at din mor skal betale 123,25 kroner, og spørge om det er på dankort”. Det var det, og mine øjne løb i vand og jeg fik ondt i kinderne fordi der ikke var plads til mere smil i mine kæber. For der er noget hende Nettodamen ikke ved, og som du heller ikke ved, men som jeg fortæller dig nu.
Emmalia er stoppet med at gå i skole. Hun er 7. år, går i 1. klasse på en fantastisk skole, men skolerammen passer bare ikke til hende. På et møde i sidste uge blev vi enige med skolen om at finde en anden ramme til min dejlige datter. Så jeg hjemmeunderviser lige nu, mens jeg finder ud af hvordan mit liv skal hænge sammen økonomisk, og hvordan jeg hjemmeunderviser og bliver ved med at skubbe Emmalia ud i verden, sådan som jeg hele tiden har gjort.
Så … vores liv er noget krøllet pt, og derfor kan jeg slet ikke beskrive hvor stor betydning det har at møde en kvinde bag kassen i Netto, som lige har to minutters overskud til at vende hele vores dag på hovedet. Det ”skill” Nettodamen udviste, det lærer man ikke på nogen som helst uddannelser (ikke hvad jeg ved af), det er en menneskelig egenskab der desværre er sjælden i alle brancher, måske fordi vi ikke tillægger den særlig meget værdi i det samfund vi har. Men det gør jeg, og det ved jeg du også gør, dig der læser med her, ellers havde du kasseret historien allerede i toppen.
Emmalia har samme skill, og det er noget jeg altid vil sætte højere end om hun kender paragrafferne udenad eller lige skal slå dem op. Emmalia er et lille livsstykke, og den mistrivsel hun oplever i skolen, den tager hun heldigvis ikke med sig hjem, for hun er så glad en pige, og hun elsker allerede hjemmeskolen. I dag har hun været i praktik i Netto, og hun er gået hjem og har sat en Netto-kasse op inde på værelset og regner og tæller og tegner. Og så er det det hun har lært i hjemmeskolen i dag.
Det hele skal nok gå, det er jeg slet ikke i tvivl om. Det vigtigste lige nu er at Emmalia er glad og stadig har sin livsenergi og livsnerve intakt, stadig ved hun er fantastisk og elsket præcis som hun er, og at hun godt ved at der er masser af steder hun passer ind, hun passede bare ikke lige ind lige der, på den ene skole. I dag passede hun til gengæld ind i Netto, og dem der stod bagved i køen havde heldigvis lige så meget tålmodighed som Nettodamen havde.
Det er det Danmark jeg tror på. Det her, det er det mennesker kan, når alt andet ramler. De kan bringe smil på hinandens læber og være noget helt særligt for fremmede, som de slet ikke ved har ekstra meget brug for det på netop denne dag.”
