Stor dag! Hjemmeskole og klubstart
I dag er en stor dag i vores lille hjemmeskole. I dag starter Emmalia i klub på vores distriktskole - et ønske hun har haft meget længe, fordi hun ikke var så glad for at gå i SFO til sidst. En kombination af konflikter og at mange af børnene er meget små, så i går var vi på besøg i klubben, hvor alle de andre 3. klasser lige er startet også, og vi glæder os begge to meget til opstart i klub i dag.
Kan man godt gå i hjemmeskole og SFO eller hjemmeskole og klub?
Det kan man i hvert fald i vores kommune, og vi har en fantastisk tilsynsførende som bare gerne vil støtte op om vores hjemmeskole, så vi får stillet muligheder og midler (vil du sparre med en matematiklærer, eller har du brug for undervisningsmaterialer, så siger du bare til, men du gør det mega godt!). Vores samarbejde med vores tilsynsførende er lavet af vaskeægte interesse, nysgerrighed og gensidig respekt for hinandens verdener, og vi glæder os til tilsyn hver gang. Vi har netop haft tilsyn i sidste uge, og her faldt snakken på klub, og under en uge senere kan Emmalia starte op i klubben, og glæder sig. Det er hurtigt eksekveret, og fantastisk at hun kan starte på samme tid som sine jævnaldrene.
Hvis man ikke kan kombinere hjemmeskole/klub og hjemmeskole/sfo i dit distrikt endnu, så spørg evt efter det, hvis det kan være en gave i din familie. Nogen gange handler det bare om at tankerne endnu ikke er blevet tænkt, og at nogen skal sige dem højt, og i nogle tilfælde påhviler det ansvar altså dig. Vi skal alle være med til at bygge bye broer og stier, især i det samfund vi lever i lige nu, hvor velfærden halter.
Ikke uden hjertet i mine hænder
Det er aldrig nogensinde nemt for mig at sende mit barn afsted i skole/klub/sfo, fordi vi har den historik vi har med mistrivsel og skolevægring. Det er altid med en klump i halsen og hvor jeg sætter mig på mine hænder og holder vejret lidt. Men vi gjorde det med SFO og havde en lang periode med gode oplevelser (mest i hvert fald), og søde voksne, og nu gør vi det igen i klubben. Og man kan altid tage en ny beslutning hvis det viser sig at den første beslutning man tog ikke holder længere, eller forholdene har ændret sig. Mine iboende traumer skal i hvert fald ikke være dem der spænder ben for mit barns udvikling og verden, og det kommer det heller ikke til denne gang. Jeg har mig selv med, jeg har gode mennesker omkring mig der støtter mig og som jeg kan sparre med løbende, og nu åbner vi armene og tager imod dette tilbud.
Jeg savner venner mor
En helt særlig grund til at vi takker ja til klub, er fordi Emmalia savner jævnaldrene venner. Vi har mistet et par venner over den seneste tid, nogle er flyttet, en er ramt af skolevægring og andre er i samme situation som os hvor tiden nogen gange bare er svær. Men der har bare været meget på en gang, og Emmalia har savnet flere at spejle sig i. Hun er et meget socialt menneske, god til at finde venner og møde nye mennesker, og hun har nu i næsten 3 år i hjemmeskolen haft en hverdag hvor hendes sociale overskud og batteri ikke er brændt af kl. 10 om formiddagen, så hun har rent faktisk overskud til relationer og venskaber. Nu mangler vi bare vennerne, og det skal klubben hjælpe os med.
Vi ser denne klub som et kærligt tilbud, vi føler os hverken pressede eller skubbede til at tage imod, og igen bygger dette “ja tak” på et virkelig trygt og stærkt samarbejde mellem hjemmeskoleverdenen og folkeskoleverdenen, og jeg er utrolig taknemmelig og stolt over at det her kan lade sig gøre.