At tage sit barn ud af skolen: Hjemmeskole, sorg og modet til at træde sin egen sti

I 2025 blev vores hjemmeskole Morskolen udvidet med endnu en elev. Lillesøster fik det svært i skolen, ligesom sin storesøster gjorde i 1. klasse, og det endte med at jeg gjorde kort proces og tog hende ud. “Nemt” tænker du måske, for jeg havde jo allerede en eksisterende hjemmeskole kørende, men før vi når til “nemt” er vi kommet til at springe et par vigtige steps over, og dem vil jeg beskrive og sætte fokus på i dette blogindlæg.

At bryde normen er altid en udfordring

Der er intet “bare” over at skabe en hjemmeskole. Du skal finde og bygge på dine egne værdier, og hvad er de egentligt? Hvad er det for et skoleliv du gerne vil skabe for dit barn? Og for dig som skoleleder/lærer men også mor/far? Hvordan skal læring leve hos jer? Det tog os cirka 2 år at lande ordentligt i vores hjemmeskoleliv, skabe en hverdag der fungerede for os begge to, hvor læring var sjovt, hvor der var plads til de forskellige mennesker vi nu engang er, hvor vi “står mål med” Folkeskolen (den snak udfordrer vi en anden dag i et andet blogindlæg) og hvor vi er stolte af vores hjemmeskoleliv. Intet mindre.

Jeg brugte det første halve år på at forsøge at lave en slags skoleskema - for det skal man jo ha’, skal man ikke? Det tog mig lang tid at forstå at jeg ikke skulle bygge en kopi af folkeskolen, men derimod skabe vores helt egen skole, som er bygget til præcis de mennesker, med de kroppe, sjæle og hjerner vi nu engang har. Det var en fed proces, men også en svær proces, og det er den proces vi står i for anden gang, fordi vi nu har fået en ny elev i vores skole, en elev som også er sin helt egen, har sin helt egen måde at lære på og være i verden på, og hvordan kombinerer vi så lige det? Det er både spændende, kaotisk og frustrerende. Jeg ved at vi nok skal træde vores egen sti og skabe noget der fungerer og som er fedt for os alle 2, men jeg ser også ind i en proces der potentielt kan vare år. Jeg accepterer at det er sådan den rejse ser ud, samtidig med at jeg anerkender at den er nødvendig og at vi jo lære noget værdifuldt hver dag under den proces. I virkeligeheden er hjemmeskolen en konstant proces, der er aldrig helt et facit.

Forskellige behov mødes

Efter at have været igennem endnu en sorgproces over at mit andet barn heller ikke passede ind i den traditionelle skoleramme, begynder jeg nu at se muligheder. Min yngste datter er i denne uge startet i onlineskolen Skolen Fri, og det er en god og lærerig oplevelse for os begge to. Vi har været i gang i 3 dage mens den store har leget og hygget med at være i sit eget space på sit eget værelse. Hun har brug for ekstra ro og fordybelse efter nytår, inden hun kan overgive sit til et nyt skoleår - det er helt som det skal være, og den ekstra ro er en fantastisk investering i resten af skoleåret.

Ved at sidde på sidelinjen i den online skole lærer jeg vildt meget om hvor min yngste datters styrker og udfordringer ligger, jeg lærer rigtig meget om hvordan hendes hjerne arbejde og hvilke overbevisninger i hende der styrker hende og begrænser hende. Jeg kan tydeligt se hvorfor og hvorhenne hun må have haft det nemt og svært i den traditionelle skole, og jeg begynder at kunne se hvor jeg skal hjælpe hende med at skabe nye måder at arbejde med hendes indre regler henne, og hvor jeg med fordel kan lære noget af hendes særlige måde at tænke og se verden på. Det er altsammen værdifuld information som bliver til byggesten i vores “nye” hjemmeskole.

Vi er 3 forskellige mennesker, alle 3 neurodivergente, men på hver vores måde. Endelig har vi muligheden for selv at skabe den ramme der skal danne grundlag for vores alle 3’s fremtid. En ramme hvor der ikke bliver sat lighedstegn mellem “anderledes” og “forkert”, en ramme hvor vi ikke skal maskere, en ramme hvor vores særinteresser godt må fylde og hvor vi finder nærende fællesskaber med mennesker der lever som os. Det kan nogle kalde for ekkokamre, … men for os er det åndehuller. Steder hvor vi ikke skal forklare os selv, dæmpe os selv eller tilpasse os selv for at passe ind i en norm, der alligevel aldrig var skabt med os for øje. Steder hvor spejling ikke er farlig, men helende – og hvor forskellighed ikke udviskes, men får lov til at eksistere i tryghed.

“Men I skal jo lære at indgå i fællesskaber med mennesker, der ikke er som jer.”

Det lyder umiddelbart fornuftigt. Næsten omsorgsfuldt. Men den grundlæggende præmis i den sætning er, at det er os, de ‘mærkelige’, der skal lære noget – og jer, de ‘normale’, der allerede er målet.

At fællesskab betyder tilpasning.
At rummelighed betyder, at minoriteten strækker sig.
At sameksistens betyder, at vi maskerer os, regulerer os, dæmper os og oversætter os selv, så vi kan være til at holde ud.

Men sandheden er: Vi kan godt indgå i fællesskaber med mennesker, der ikke er som os. Det har vi gjort hele livet. Det er faktisk det, vi er eksperter i. Det, vi siger nej til, er fællesskaber, hvor kun én måde at være menneske på er den rigtige. Fællesskaber, hvor prisen for at være med er selvudslettelse. Fællesskaber, hvor forskellighed tolereres – men kun så længe den ikke kan mærkes. Når vi vælger fællesskaber med mennesker, der ligner os, er det ikke fordi vi ikke kan andet. Det er fordi vi har brug for steder, hvor vi ikke konstant er dem, der skal lære, forklare, justere og tilpasse os.

Ægte fællesskab kræver ikke, at nogen bliver mindre. Det kræver, at rammen bliver større, og måske er det i virkeligheden den svære læring her … at fællesskab ikke handler om, at vi bliver mere som jer, men om, at vi alle giver slip på idéen om, at “normal” er neutralt.

Hvis du står og overvejer hjemmeskolelivet – eller allerede er trådt ud på din egen sti og tænker “hvorfor føles det her så rodet?” – så vil jeg sige dette: Det er en del af pakken.

At det ikke spiller fra starten, betyder ikke, at du gør det forkert. Det betyder, at du bygger noget nyt, uden manual, uden facit og uden den tryghed, der ligger i at følge en færdig skabelon. At træde sin egen sti er sjældent lineært. Det er snørklet, famlende og fyldt med stop-and-go. Nogle dage vil du tvivle på dine valg, på dig selv og på om du overhovedet har gang i “rigtig skole”. Og netop dér er det vigtigt at huske: Hjemmeskole er ikke et projekt, der skal lykkes hurtigt – det er en proces, der skal have lov til at modne.

Du må gerne justere. Du må gerne fortryde. Du må gerne tage omveje. Ingen af delene betyder, at du eller dit barn er forkerte. Tværtimod. For når vi skaber rammer, der passer til virkelige mennesker – med virkelige kroppe, nervesystemer og behov – så kan det ikke se færdigt ud fra dag ét. Det bliver til undervejs. Og det er netop dér, magien ligger.

Så hvis starten føles svær, så lad det ikke være grunden til at give op. Lad det være beviset på, at du er i gang med noget, der er levende, ærligt og menneskeligt.

Der findes ikke én rigtig vej, men der findes en vej, der er rigtig for jer, og den er værd at gå – også når den slingrer.

Kh. Frejamay og Morskolen