Sådan bygger vi en hjemmeskole op fra bunden – et trygt alternativ til mistrivsel og skolevægring

Jeg glemmer det aldrig. At stå der, den første dag i vores nye liv, et liv hvor JEG havde taget det fulde ansvar for mit barns skoleliv, hendes trivsel og hendes uddannelsesmæssige fremtid og muligheder. Det kan være temmelig overvældende at stå ansigt til ansigt med så tungt et ansvar, samtidig med at det kan være megaskræmmende, for hvordan pokker gør man egentlig? Hvordan bygger man en skolehverdag som både børn og voksne trives i?

 

Start med dig selv og brug kriser som afsæt til positiv forandring

Gennem mit liv har jeg udviklet en tilgang til kriser som bygger på at ”vende bøtten på hovedet”. I krisetider har vi en tendens til at brandslukke, miste overblikket og udvikle tunnelsyn fordi vi er i overlevelse. Men kriser kan også være døråbnere til nye verdener, hvis vi tager os tiden til at ”vende bøtten”.

 

Hvorfor skal vi overhovedet snakke om kriser i et blogindlæg om opbygning af hjemmeskole? Jo, det skal vi fordi mange, inklusive mig selv, har skabt en hjemmeskole på baggrund af enten ufrivilligt skolefravær, skolevægring eller mistrivsel. Der er også en del der hjemmeunderviser af ideologiske årsager, og selvom jeg altid har været fascineret af og har fulgt hjememundervisermiljøet, så var det ikke en ideologi jeg havde før jeg i en krise tog beslutningen om også at hjemmeundervise. Min datters mistrivsel og ufrivillige skolefravær blev starten på vores hjemmeskoleeventyr.

 

Men i stedet for bare at kaste mig ud i at lave en eller anden kopi af folkeskolen, så begyndte vores hjemmeskole med de her spørgsmål i stedet:

 

  • Hvilken hverdag drømmer jeg om at stå op til hver dag?

  • Hvilket liv ønsker jeg for mine børn?

  • Hvad er en god barndom for mine børn?

  • Hvilke drømme og behov har jeg, som jeg nu har mulighed for at flette ind i vores hverdag?

  • Hvilke drømme og behov har mine børn, som vi kan bygge en tryg, rolig og inspirerende hverdag op ud fra?


Og sådan blev grundstenene til vore hjemmeskoleliv lagt. Bygget op på hvad vi går og drømmer om, hvad der skaber tryghed og inspiration og ro til at gro – for os alle sammen, ikke kun for mine børn. Du skal alligevel gøre dig en masse tanker om hvordan jeres hjemmeskoleliv skal være, hvorfor ikke tage drømme og dybe ønsker med i de overvejelser?

 

Et eksempel kunne være at jeg drømte om at komme til havet og morgenbade mindst 3 gange om ugen. Det føltes vildt at sige højt, for hvor privilegeret er det lige? Må man godt det? Altså skabe en uge hvor man laver de ting der fylder ens bæger allermest op? Ja, det må man faktisk gerne. Så havbad året rundt blev en vigtig og essentiel del af opbygningen af vores hverdag. En hjemmeskole handler ikke kun om at børnene skal trives. Der er ingen inspirerende hjemmeskole hvis ikke de voksne synes der er fedt at være. I dag har jeg et barn der også vinterbader, og i starten printede jeg små opgaver ud som vi tog med til stranden, så mens jeg hoppede i havet, så gik min datter rundt og samlede muslinger og krydsede dem af på et papir, eller samlede slebet glas, som vi senere brugte til krea-projekter derhjemme. Der er læring i alt (læs indlægget om hvordan vi arbejder med læring lige her).

Hvad med et skoleskema?

Jeg gør det stadig. Min hjerne tænker stadig af og til ”men skulle vi egentlig have et skoleskema?”, og det gør den fordi normerne vi kommer fra, folkeskolens måde at tænke læring på, er så dybt forankret i os, at det er svært for os at slippe den tankegang og leve i en anden virkelighed og tilgang til læring.

 

Selvom jeg VED at vores tilgang virker, det kan jeg jo se og høre og får bekræftet på vores årlige tilsyn med hjemmeskolen, så kan jeg stadig blive ramt af ”den rigtige og den forkerte måde at lære på”. Jeg ved godt det er bullshit, og jeg ved at mine børn ikke trives i den traditionelle måde at lære/gå i skole på, og jeg aldrig selv har trivedes i den traditionelle skole og læringstankegang, men arbejdet med at slippe normen, det fortsætter åbenbart stadigvæk. Heldigvis bliver det lettere og lettere hver dag, og jeg tror samtidig det bunder i en dyb stolthed over det skoleliv jeg og mine børn har skabt sammen, og i en lille skam over at have det så godt – for må man overhovedet det? Stå op til en hverdag hvor alle 3 er glade og lever på en måde der tager udgangspunkt i præcis de mennesker vi er?

 

Det må man heldigvis.

 

Og inden du kaster op over ”ej hvor har vi det fedt her hos os”, så er vi stadig en helt almindelig familie der skændes, roder, glemmer en aftale, siger ja til for meget, spiser McDonalds og vender hver 25-øre sidst på måneden for lige at få det hele til at hænge sammen. Læs HER om økonomien i vores hjemmeskoleliv, og hvordan jeg som enlig mor på SU får enderne til at mødes.

 

Alle valg kommer med fravalg, og hele processen med at skabe en hjemmeskole handler jo om at lære sig selv dybere at kende, og beslutte hvad dit liv skal være, og hvad det bestemt ikke skal være. Hvad vil vi gerne slippe for og hvad vil vi gerne have mere af, og hvordan får vi så de ting til at ske i virkeligheden?

 

Der er ikke noget græs der er grønnere på de andres sider af hegnet, det eneste det handler om er at du starter med at vande dit eget, og hvile i at dit græs er grønt nok lige her hvor I er. Hvis jeg skulle gøre mig selv deprimeret over mine egne valg, så skulle jeg begynde at sammenligne mig med alle dem der lever alle mulige andre liv end vores osv. Men jeg har efterhånden mærket efter at det faktisk ikke er det jeg drømmer om. Jeg drømmer om at vågne op hver morgen, have masser af god tid sammen med mine børn, have tid og mulighed for at arbejde med de projekter der er vigtige for mig også, engagere mig i debatter, skrive blogindlæg, producere podcast, bade i havet, ses med mennesker jeg holder af – også uden børn af og til. Uden alt det kan jeg ikke fungere og være det jeg gerne vil for mine børn. Derfor vander jeg mit eget græs i stedet for at holde øje med hvor grønt eller vissent andres græs er. Det er utrolig dejligt og befriende kun at skulle passe sin egen græsplæne.

 

Og det er starten på hjemmeskolelivet her hos os, det er her vi bygger vores fundament og vores fremtid fra, og så kan det jo sagtens være at skemaer bare er himlen hos dig, at struktur eller traditionel fagopdeling er det der virker bedst hjemme hos jer, og så er det bare præcis det I skal gå med.


Indkøbslisten

Hvis du gerne vil have lidt starthjælp til hvordan du kan arbejde med den her proces i praksis, så tag et stykke papir og lav en indkøbsliste over hvad der skal være i jeres liv.

“Indkøbsliste til vores drømmeliv med hjemmeskole”

Og så kan der f.eks stå

Ro - her kan I dykke ned i hvad ro er for dig? Og hvad er ro for dine børn?

Mine børn vil f.eks rigtig gerne have frikvarter. Hvilket er ret skægt, fordi de ikke ønsker en “skema-hverdag”, men det handler bare om at jeg i løbet af dagen siger “nu er der frikvarter i 20 minutter” og det gør jeg ofte hvis jeg selv lige skal læse en tekst til studiet eller skal tale i telefon med nogen eller sende en email. “Nu er der frikvarter i 20 minutter”. Og så bliver mine børn ellevilde, selvom de jo inden frikvarteret også kunne lave lige hvad de havde lyst til lige der.

Så kan det være en af jer skriver “alene-gåtur 1 time om dagen”. Og så kan det være det ikke kan lade sig gøre lige nu, men at 15 minutter om dagen kan lade sig gøre, og så er det der i starter.

Måske er der en der skriver “gamertid”, og så kan I snakke om hvordan I gerne vil have skærmtid og hvordan I gerne vil have skærmfri tid også.

På den måde bliver indkøbslisten - eller drømmelisten - afsæt for gode snakke, forventingsafstemning og et indblik i hinandens behov, tanker og ønsker for hverdagen og fremtiden.

Rigtig god arbejdslyst,

Kærlig hilsen

Frejamay og Morskolen

 

 

Forrige
Forrige

Unschooling: Læring, der vokser ud fra nysgerrighed

Næste
Næste

At tage sit barn ud af skolen: Hjemmeskole, sorg og modet til at træde sin egen sti